Sommer OL i Stockholm 1912

De femte olympiske sommerlege blev afholdt i Stockholm i dagene fra den 6. til den 15. juli 1912.

Årene op til legene i Stockholm var en periode præget af optimisme. Der havde stort set været fred i Europa siden 1871, og alle havde store forventninger til fremtiden. International Olympic Committee (IOC) havde netop bestemt, at de næste olympiske lege skulle afholdes i Berlin i 1916, og i den tyske hovedstad var man godt i gang med at planlægge opførelsen af et nyt olympisk stadion. Ingen kunne forudse, at verdens nationer to år efter idrætsfesten i Stockholm ville være involveret i en verdenskrig.

Legene i Stockholm blev den hidtil største succes for den olympiske bevægelse. Med et velorganiseret arrangement, en omhyggelig forberedelse og med en god stemning ved alle konkurrencer satte svenskerne på flere områder normer for senere tiders olympiske lege [1].

Stockholm byggede et helt nyt stadion til legene, tegnet af arkitekten Torsten Grut, med plads til 31.000 tilskuere og med en løbebane med en lidt usædvanlig længde på 383 m. Der blev for første gang ved olympiske lege udført forsøg med målfoto og elektrisk tidtagning. Åbningsceremonien fandt sted den 6. juli, hvor den svenske konge, Gustav V Adolf, foretog den officielle åbning af legene.

Deltagelsen ved legene i Stockholm blev større end ved de tidligere olympiske arrangementer. I alt deltog ca. 2400 atleter fra 28 lande i legene. Den olympiske bevægelse kunne nu med rette kalde sig verdensomspændende, idet der for første gang var idrætsfolk fra alle kontinenter til stede ved legene. Japan, Portugal og Ægypten var blandt de nationer, der for første gang deltog i OL.

Amerikaneren Avery Brundage deltog i atletik, hvor han stillede op i atletik i både tikamp og femkamp. Han fuldførte ikke tikampen og sluttede som nummer seks i femkamp. Brundage blev senere IOC’s femte præsident i perioden 1952-72.

De olympiske lege i Stockholm var de første lege, hvor der ved siden af idrætskonkurrencerne også var arrangeret konkurrencer for udøvende kunstnere. Dette var et ønske fra IOC-præsidenten, franskmanden Pierre de Coubertin, men de svenske arrangører satte sig imod ønsket, og resultatet heraf blev, at de deltagende kunstnere måtte sende deres værker til Coubertins adresse i Paris. Ved de efterfølgende sommerlege blev der også arrangeret kunstkonkurrencer ved siden af det idrætslige, sidste gang ved legene i London 1948 [2].

Fænomenet Jim Thorpe

Amerikaneren Jim Thorpe blev betragtet som tidens bedste atletikudøver, og han vandt da også som forventet guld i både femkamp og tikamp, to nye discipliner i atletikken ved legene i Stockholm. Thorpe var halvt indianer, født i reservatet i Oklahoma og kendt under sit indianske navn ”Wa tho huck”, der betyder Lysende Sti. Han var et naturtalent af et enestående format, udover sin atletikkarriere blev han stjerne både i baseball og amerikansk fodbold. Jim Thorpe er et seriøst bud på den uofficielle titel som den bedste atlet ved de tidlige olympiske lege.

I Stockholm deltog Jim Thorpe for første – og eneste – gang i en tikamp. Han var knusende overlegen, og hans verdensrekord stod i 16 år, inden den blev overgået. Thorpe var så langt forud for sin tid, at hans præstationer kunne have givet ham en sølvmedalje ved OL i 1948, 36 år senere.

Desværre slutter historien om Jim Thorpe ikke med hans imponerende olympiske optræden i Stockholm. I 1913 kom det frem, at Thorpe i 1910 havde deltaget i baseballkampe i en professionel liga. Da dette kom til IOC’s kendskab, blev Thorpe, selv om han formentlig ikke var bevidst om at have overtrådt nogle regler, erklæret for professionel under de olympiske lege i Stockholm, og han måtte aflevere sine to guldmedaljer.

Guldmedaljerne blev i stedet overgivet til svenskeren Hugo Wieslander i tikamp og nordmanden Ferdinand Bie i femkamp. Disse var ikke tilfredse med afgørelsen og har begge udtalt, at de anså Thorpe for at være den rette olympiske mester. År senere afleverede de begge deres medalje til idrætsmuseer i deres respektive lande.

I årene efter diskvalifikationen blev der fra mange sider gjort forsøg på at få IOC’s afgørelse omstødt, men først i 1982, 70 år efter OL i Stockholm og 30 år efter Jim Thorpes død, lykkedes det at overbevise IOC om, at der var begået uret mod en af idrætshistoriens største skikkelser. Den 18. januar 1983 fik Jim Thorpes børn under et IOC-møde i Los Angeles overrakt to nye guldmedaljer. En uret var rettet op – og så dog ikke helt, for IOC besluttede, at der skulle være et delt olympisk mesterskab mellem Thorpe og henholdsvis Wieslander i tikamp og Bie i femkamp. I de officielle resultatlister for OL i Stockholm er der derfor i de to discipliner angivet to guldmedaljevindere i hver [3].

Første finske langdistanceguld

Den finske langdistanceløber Hannes Kolehmainen blev den anden store profil under atletikkonkurrencerne i Stockholm. Kolehmainen kunne med tre guldmedaljer og en sølvmedalje indlede den perlerække af finske langdistanceløbere, ”the flying finns”, der med Paavo Nurmi i spidsen skulle komme til at dominere de olympiske atletikkonkurrencer i 1920’erne og -30’erne. Kolehmainens kamp mod franskmanden Jean Bouin på 5000 m hører til de berømte opgør i den olympiske historie.

Kolehmainens optræden ved legene i Stockholm var imponerende. Den 8. juli vandt han 10.000 m løbet, to dage senere vandt han guld og satte verdensrekord på 5000 m, tre dage efter satte han verdensrekord på 3000 m i et indledende heat i holdløbet, og endelig den 15. juli vandt han terrænløbet over 12.000 m.

I finalen på 5000 m mødte Kolehmainen en anden af datidens store løbere, franskmanden Jean Bouin. Efter et par omgange trak de to fra feltet, og i resten af løbet førte franskmanden i et rasende tempo med Kolehmainen hele tiden tæt på ham. Hver gang finnen forsøgte at komme i front, blev han afvist, indtil det i opløbet lykkedes ham at passere Bouin få meter fra mål.

Results Men’s 5000 m Athletics ⮞

Et andet af højdepunkterne ved atletikken i Stockholm var finalen på 800 m. I et tæt og spændende opløb kom de fire første løbere i mål i en tid bedre end den gældende verdensrekord. Tiden for guldvinderen, James ”Ted” Meredith fra USA, stod som verdensrekord i 14 år.

Som så ofte både før og siden var USA dominerende i sprinterløbene. I Stockholm var det 22-årige Ralph Craig, der imponerede ved at vinde både 100 m og 200 m.

På forhånd var det en anden amerikaner, Howard Drew, der blev regnet som favorit til den olympiske titel på 100 m. I de seks heats i 2. runde gik kun vinderne videre til finalen. Dette viste sig at være en ikke helt fair ordning, idet to af de udslagne sprintere havde tangeret den bestående olympiske rekord. Desværre blev Drew skadet efter at have vundet sit heat, og han var ude af stand til at deltage i finalen. I finalen virkede løberne meget nervøse, og det var nødvendigt at bruge otte startforsøg for at få løbet i gang – bemærkelsesværdigt nok uden at nogen blev diskvalificeret. Da man først kom i gang var Craig med sin stærke afslutning urørlig, og han sejrede sikkert foran to landsmænd.

Results Men’s 100 m Athletics ⮞

Som det var tilfældet i London fire år tidligere, blev maratonløbet afviklet på en ekstremt varm dag, hvilket medførte, at kun halvdelen af løberne fuldførte løbet. Sydafrika vandt en overraskende dobbeltsejr med guld til Kenneth McArthur og sølv til Christopher Gitsham. Løbet blev desværre ramt af en tragedie, da Lazaro fra Portugal faldt om med hjerteproblemer i den sidste del af løbet. Han blev kørt på hospital, men døde dagen efter.

Results Men’s Marathon Athletics ⮞

Der var 30 discipliner på atletikprogrammet, alle for mænd. For første gang blev der løbet 5000 m og 10.000 m ved OL. Der blev også for første gang bortset fra et tilløb i 1904 konkurreret i mangekamp, både femkamp og tikamp, samt i terrænløb. Til gengæld var det sidste gang, at stående spring og kast med begge hænder var på det olympiske program [4].

Kvindelig deltagelse i svømning

Ved OL i Stockholm var der for første gang konkurrencer for kvinder på det olympiske program i svømning. I legene 1900-08 havde der deltaget kvinder i andre idrætsgrene (golf, tennis m.fl.), men i 1912 var det første gang, kvinder fik adgang til en af idrætsgrenene med mange events.

Beslutningen om den kvindelige deltagelse blev truffet af IOC i 1910 på sin 11. session i Luxembourg. Det var en beslutning, der gav anledning til diskussion og modstand. Eksempelvis deltog der ikke kvinder fra USA i svømmekonkurrencerne, og de to australske deltagere, Sarah ”Fanny” Durack og Wilhelmina Wylie, fik kun lov til at deltage på betingelse af, at omkostningerne blev betalt af familierne og ved indsamlinger. Det australske svømmeforbund ønskede ikke at bruge penge på den sag. De to australieres deltagelse blev en succes. De vandt guld og sølv i 100 m fri stil, og Fanny Durack blev dermed den første kvindelige olympiske mester i svømning.

Allerede i sit indledende heat forbedrede Durack briten Daisy Curwens verdensrekord med 8/100 sekund. I semifinalerne mødtes Durack og Curwen i første heat, og her opnåede Durack påny en tid under Curwens verdensrekord. Curwen blev nummer to i heatet, men måtte straks efter løbet køres til hospitalet med blindtarmsbetændelse. I Curwens fravær var Fanny Durack urørlig i finalen.

Results Women’s 100 m freestyle Swimming ⮞

Svømmekonkurrencerne blev afviklet i Djurgårdsbrunnsviken i et område af Stockholms havn tæt ved byens centrum. Her havde man anlagt en interimistisk 100 m lang bane, afgrænset mod land i den ene side. Der var ni discipliner på programmet, syv for mænd og to for kvinder - udover 100 m fri stil også 4x100 m stafet i fri stil [5].

I mændenes konkurrencer var der olympisk debut til Duke Paoa Kahanamoku fra USA. Kahanamoku var den første af de store svømmenavne fra Hawaii, der i årene 1912-1924 stillede op for USA. Da Kahanamoku mødte op i Stockholm var han ikke særlig kendt uden for USA. Han havde svømmet på fine tider hjemme på Hawaii, men han havde på grund af afstandene aldrig deltaget i internationale stævner eller mesterskaber i USA. I Stockholm vandt han en sikker guldmedalje i 100 m fri stil. Det var starten på en stor olympisk karriere, der også bragte ham til OL i 1920 og 1924 som aktiv deltager. I 1928 var han reserve på det amerikanske svømmehold og i 1932 reserve på USA’s vandpolohold i en alder af 41 år.

I Stockholm var Kahanamoku tæt på at måtte forlade 100 m løbet allerede i semifinalen. I de to første runder havde han vundet sine heats i tider, der var betydeligt bedre end de øvrige deltageres. På grund af en misforståelse om tidspunkterne mødte de tre amerikanske svømmere ikke op til de to semifinaler, der så blev svømmet uden amerikanerne. Arrangørerne fandt det imidlertid helt uantageligt at afvikle en olympisk 100 m finale uden svømmerne fra USA, så man arrangerede i hast en tredje semifinale. Kahanamoku viste her sin klasse og vandt den ekstra semifinale i tiden 1.02,4, en tangering af tyskeren Kurt Brettings verdensrekord. I finalen vandt Kahanamoku en let sejr.

Results Men’s 100 m freestyle Swimming ⮞

Canadieren George Hodgson og tyskeren Walter Bathe blev begge dobbelte guldvindere i Stockholm. Hodgson vandt både 400 m og 1500 m fri stil, og Bathe vandt begge discipliner i brystsvømning.

Kvinderne fik også adgang til konkurrencerne i udspring med en enkelt disciplin. Her vandt den 17-årige svensker Margareta Johanson en klar sejr i en konkurrence med 14 deltagere. Der var tre discipliner for mænd, hvoraf de to blev vundet af svenskeren Erik Adlerz.

Vandpolo var i Stockholm på det olympiske program for tredje gang, og som i 1900 og 1908 blev guldmedaljerne vundet af Storbritannien. Der deltog seks hold, og briterne vandt uden besvær alle sine kampe.

Moderne femkamp - en idrætsgren udviklet specielt til OL

Moderne femkamp er en idrætsgren, der blev udviklet specielt til de olympiske lege i 1912. Initiativtageren var Pierre de Coubertin, IOC’s præsident og de moderne olympiske leges grundlægger, og tanken var at udvikle en idrætsgren, der kunne sammenlignes med femkampen i de klassiske olympiske lege i Grækenland. Den moderne femkamp blev bygget op over de aktioner, en militær kurér måtte gennemgå på sin færd gennem fjendens linjer. Coubertins forslag blev fremlagt og vedtaget på IOC’s session i Budapest i 1911, og idrætsgrenen fik sin debut i Stockholm året efter.

Der deltog 32 atleter fra ti nationer i konkurrencen i moderne femkamp. Konkurrencen blev afholdt over fem dage og omfattede skydning, 300 m fri svømning, kårdefægtning, terrænridning og terrænløb. Deltagerne blev tildelt point svarende til placeringen i hver af de fem elementer.

De svenske værter ønskede at gøre det godt i den nye idrætsgren, og specialtræningen af deres atleter førte til en stor svensk succes. Alle tre medaljer blev vundet af svenskere med Gustaf Lilliehöök som olympisk mester efterfulgt af Gösta Aasbrink og Georg de Laval på de næste pladser.

Results Men’s Individual Modern Pentathlon ⮞

Bedste ikke-svensker blev en 26-årig amerikansk officer, George Patton, på femtepladsen. Han opnåede senere stor berømmelse som pansergeneral under 2. verdenskrig. Ironisk nok mistede han sin chance for sejr allerede i skydningen, der var det første element i konkurrencen. Her blev Patton kun nummer 21 af de 32 deltagere.

Efter debuten i 1912 har moderne femkamp indtil dato været på programmet ved alle sommerlege, i de tidlige år som en individuel konkurrence for mænd. I perioden 1952-92 blev der yderligere afviklet en holdkonkurrence for mænd. Fra 2000 har programmet bestået af en individuel konkurrence for kvinder og en tilsvarende for mænd.

Den første egentligt fodboldturnering og historiens længste cykelløb

Der var tilmeldt tretten nationer til fodboldturneringen i Stockholm, alle europæiske. Frankrig og Belgien meldte dog fra, så der kom kun elleve hold i kamp. Fodboldturneringen blev afviklet som en eliminationsturnering, og kampene blev spillet på det olympiske stadion og yderligere to fodboldbaner i Stockholm. Det var første gang, der blev afviklet en stor turnering i fodbold, og man kan med rimelighed tale om det første uofficielle europamesterskab i sporten.

Som ved legene i London fire år tidligere var Storbritannien og Danmark i en klasse for sig. Storbritannien vandt i sin første kamp 7-0 over Ungarn og herefter 4-0 over Finland i semifinalen. Briten Harold Walden scorede i de to kampe henholdsvis fem og tre mål, og han nåede gennem hele turneringen op på samlet elleve mål. Med sejre over Norge og Holland nåede også Danmark frem til finalen.

I finalen var Storbritannien en klasse bedre end Danmark. Efter 20 minutters spil havde Walden og Gordon Hoare bragt briterne i spidsen med 2-0. Umiddelbart før afslutningen på første halvleg fik Danmark en spiller skadet, og danskerne måtte spille resten af kampen med ti mand. Hermed var finalen reelt afgjort, og Storbritannien sejrede med 4-2.

De svenske arrangører havde ikke på forhånd planlagt at afholde konkurrencer i cykling. Den eneste cykelbane i byen var blevet fjernet for at give plads til det nye olympiske stadion, og svenskerne ønskede ikke at bygge en ny cykelbane. Man mente heller ikke at kunne arrangere landevejsløb, idet man hævdede, at der ikke omkring Stockholm fandtes de fornødne vejanlæg i god stand.

IOC og flere af medlemslandene var ikke tilfredse med denne holdning, og på IOC’s 12. session i 1911 i Budapest blev der opnået det kompromis, at der skulle køres et landevejsløb på cykelruten “Mälaren Rundt” som grundlag for både en individuel konkurrence og en holdkonkurrence.

“Mälaren Rundt” var et traditionsrigt cykelløb i Sverige. Det blev første gang kørt i 1892, og fra 1901 var det en årligt tilbagevendende begivenhed. “Mälaren Rundt” havde en samlet længde på godt 315 km, og landevejsløbet i 1912 blev derfor det til dato længste cykelløb i de olympiske leges historie.

Løbet blev gennemført som et enkeltstartsløb på tid. Den første rytter startede klokken to om natten, og den sidste rytter blev sendt af sted klokken syv om morgenen. Den individuelle konkurrence blev vundet af Rudolph Lewis fra Sydafrika efter en cykeltur på næsten elleve timer.

Hvert land måtte stille med tolv ryttere til start, og holdløbet blev afgjort som summen af tiderne for holdets fire bedst placerede ryttere. Holdløbet blev vundet af Sverige med en samlet tid på næsten 45 timer.

To legendariske opgør i brydning

I brydning oplevede man to legendariske opgør, hvor afgørelserne i høj grad var en følge af datidens regel om, at en kamp ikke var slut, før den ene af bryderne havde begge skuldre i gulvet.

Der var fem klasser på programmet, alle i den græsk-romerske stil. Konkurrencerne i brydning blev domineret af de nordiske brydere med Finland som bedste nation med guldmedaljer i tre klasser.

I finalen i letsværvægt mødtes Anders Ahlgren fra Sverige og Ivar Böhling fra Finland. Begge havde vundet deres indledende kampe i overbevisende stil og i relativt kortvarige opgør, og de var nu begge klar til den afgørende kamp om olympisk guld. Finalen blev særdeles jævnbyrdig, time efter time kæmpede de to brydere uden at kunne opnå en afgørelse. Efter elleve timers brydning brød dommerne ind og erklærede kampen for afsluttet som uafgjort.

Efter kampen blev de to brydere begge tildelt en sølvmedalje, idet det efter datidens regler var et krav, at man havde besejret sine modstandere for at kunne opnå førstepladsen. Der blev således ikke uddelt guldmedalje i letsværvægtsklassen.

Finalen mellem Ahlgren og Böhling var imidlertid ikke den længste kamp i Stockholm. I en semifinale i mellemvægt mødtes den estisk fødte russer Martin Klein og finnen Alfred Asikainen. Også her kæmpede de to brydere time efter time under den varme sol på det olympiske stadion kun afbrudt af korte drikkepauser hver halve time. Først efter 11 timer og 40 minutters brydning lykkedes det Klein at besejre sin modstander. Desværre var Klein efter kampen så udmattet, at han ikke var i stand til at stille op i finalen. Guldmedaljen i klassen gik derfor til svenskeren Claes Johanson uden kamp.

Godt organiserede olympiske lege

Der blev ved legene i Stockholm konkurreret i 102 discipliner inden for 15 idrætsgrene. I forhold til legene i London fire år tidligere var der, bl.a. efter ønske fra IOC’s præsident Pierre de Coubertin, saneret kraftigt ud i det olympiske program, idet hele ti idrætsgrene blev taget af programmet. De svenske arrangører ønskede ikke at have boksning i deres land, og de øvrige ni idrætsgrene, der udgik var bueskydning, hockey, jeu de paume, kunstskøjteløb, lacrosse, motorbådssejlads, polo, rackets og rugby. Moderne femkamp kom på programmet som ny olympisk idrætsgren, og endvidere blev ridning genoptaget ved OL.

18 af de deltagende nationer kunne rejse hjem fra Stockholm med medaljer i kufferten. Endvidere bemærkede man, at fire af de fem kontinenter opnåede at vinde guldmedaljer. Kun atleterne fra Asien formåede ikke at vinde medaljer i Stockholm.

USA og værtsnationen Sverige blev de helt dominerende nationer ved legene. Tilsammen vandt de to lande næsten halvdelen af de 102 guldmedaljer, der var på spil i Stockholm.

Top-5 listen over de mest vindende atleter i Stockholm er stærkt præget af skytter. Både de svenske tvillingbrødre Wilhelm Carlberg og Eric Carlberg, amerikaneren Alfred Lane og svenskeren Johan von Holst vandt deres medaljer i skydning. Kun den finske løber Hannes Kolehmainen formåede at placere sig på listen mellem skytterne.

Efter legenes afslutning kunne alle være enige om, at legene i Stockholm havde været de hidtil bedste, og at organiseringen af legene havde været fremragende. Herefter kunne man med gode forventninger se frem til de næste olympiske lege i Berlin i 1916. Her skulle nationerne dog få helt andre problemer at koncentrere sig om.