Sommer OL i Paris 1900

På International Olympic Committee’s (IOC) første kongres i 1894 blev det efter ønske fra IOC’s præsident, franskmanden Pierre de Coubertin, besluttet, at de olympiske lege i 1900 skulle afholdes i Paris som en del af verdensudstillingen i byen dette år. Det var Coubertins tanke, at verdensudstillingen kunne være med til at profilere den olympiske bevægelse, men det skulle vise sig at gå stik modsat [1].

Perioden omkring århundredeskiftet var de store verdensudstillingers tid. Her fremviste nationerne med stolthed og i stort anlagte rammer de nyeste fremskridt inden for videnskab, teknik og kultur, og i 1900 var det Paris, der arrangerede verdensudstillingen. Efter nederlaget til Preussen i 1870 havde Frankrig under Den Tredje Republik oplevet en urolig periode, senest martret af den pinagtige Dreyfus-affære i slutningen af 1890’erne. Frankrig havde brug for at vise sig frem for verden, og verdensudstillingen var et led i denne strategi. På et over 100 hektar stort område blev udstillingen fra april til november besøgt af 48 millioner mennesker. De olympiske lege skulle finde sin plads i dette kæmpemæssige arrangement.

De olympiske konkurrencer blev uden hensyn til de idrætslige interesser lagt ind i det samlede program for verdensudstillingen. Dette medførte, at legene blev spredt ud over en periode på næsten seks måneder. Der blev derfor aldrig tale om et egentligt olympisk idrætsstævne. Ydermere blev de olympiske konkurrencer forstyrret af, at der i forbindelse med verdensudstillingen blev arrangeret et hav af andre konkurrencer i meget andet end det idrætslige. Det har medført, at der endnu i dag er uenighed mellem de olympiske historikere om, hvilke konkurrencer der var olympiske og hvilke, der ikke var. Mange atleter var efter OL i tvivl om, hvorvidt de havde deltaget i olympiske lege eller ej [2].

Legene i Paris havde deltagelse af ca. 1000 idrætsudøvere fra 24 lande. Det var tilladt for professionelle at deltage i enkelte idrætsgrene, bl.a. i fægtning, og der blev i enkelte idrætsgrene også uddelt pengepræmier. Vinderne af de olympiske konkurrencer fik for det meste ikke medaljer, men andre former for trofæer.

I fem idrætsgrene (tennis, fodbold, polo, roning og tovtrækning) deltog der par eller hold sammensat af atleter fra flere nationer.

Der fandtes ikke ved legene i 1900 et egentligt olympisk stadion, der kunne virke som en samlende ramme omkring de olympiske konkurrencer. Atletikkonkurrencerne blev for eksempel afviklet samlet i juli måned i Boulogneskoven, svømningen fandt sted i Seinen i august, og cykling og fodbold blev gennemført i september i Paris’ omegn.

Det kan også noteres om OL i 1900, at der for første gang blev arrangeret konkurrencer for kvinder - dog kun i tre idrætsgrene: croquet, golf og tennis. Et fransk par i croquet, Brohy og Onier, var de første kvinder i en olympisk konkurrence. Historiens første kvindelige olympiske mester var Charlotte Cooper fra Storbritannien i tennis.

Atletik uden stadion

Atletikkonkurrencerne ved OL i Paris blev afholdt samlet fra midt i juli måned på Racing Club de France’s baner i Boulogneskoven. Her var der ingen anlagte løbebaner, og løbedisciplinerne blev afviklet på en ujævn græsoverflade. Den markerede løbebane var 500 m lang og passerede bl.a. igennem en lille lund af mindre træer. Skovens træer generede i høj grad kastedisciplinerne. Specielt var det galt i diskoskast, hvor den olympiske mester fra Athen 1896, amerikaneren Robert Garrett, måtte se alle sine tre kast havne i trætoppene. Det var helt unormale forhold for datidens olympiske atletikudøvere [3].

Udover de olympiske konkurrencer blev der ved atletikstævnet også afholdt en række andre konkurrencer, bl.a. konkurrencer for professionelle og konkurrencer med indlagt handicap. 117 atleter fra sytten lande deltog i de 23 discipliner, der med rimelighed kan siges at være olympiske. USA var den klart dominerende nation, og amerikanerne sejrede i 16 af de 23 discipliner.

De franske arrangører havde tilrettelagt programmet, så der også skulle konkurreres søndag den 15. august. Dette førte til betydelige protester fra især de amerikanske deltagere, hvoraf mange kom fra colleges og klubber, der var kontrolleret af kirkelige retninger. Der blev arbejdet på et kompromis, men det mislykkedes, og programmet blev fastholdt.

Dette fik betydning i længdespring, hvor indehaveren af verdensrekorden, amerikaneren Meyer Prinstein, en russiskfødt jøde og dermed indisponibel om søndagen, kun deltog i lørdagens kvalifikationsrunde, men ikke i søndagens finale. Hans spring i kvalifikationsrunden var dog nok til at sikre ham en samlet andenplads i konkurrencen, idet man på den tid kunne overføre resultater fra kvalifikation til finale. En anden amerikaner, Alwin Kraenzlein, sluttede som olympisk mester i konkurrencen [4].

Resultat Længdespring M - Paris 1900 ⮞

Kraenzlein blev den mest vindende atlet ved OL i Paris. Udover sejren i længdespring vandt han også i 60 m løb og de to hækkeløb over 110 m og 200 m. Han vandt således fire individuelle olympiske mesterskaber i atletik ved samme OL, en rekord der i skrivende stund endnu ikke er overgået.

En af den olympiske histories mest vindende atleter, amerikaneren Raymond Ewry, indledte sin olympiske karriere i Paris. Han vandt tre olympiske mesterskaber i disciplinerne højdespring, længdespring og trespring, men vel at mærke for alle tre springs vedkommende i den særlige variant uden tilløb. Ewry skulle hen over de to næste olympiske lege vise sin totale dominans i disse specielle discipliner.

Resultat Stående længdespring M - Paris 1900 ⮞

Maratonløbet i Paris blev løbet på en af sommerens varmeste dage. Temperaturen var omkring 39 grader, da tretten løbere blev sendt af sted på den godt 40 km lange rute, der havde start og mål i Boulogneskoven og ellers gik gennem Paris’ gader. På trods af temperaturen blev løbet startet først på eftermiddagen i dagens varmeste timer. Varmen var formentlig den væsentligste årsag til, at kun syv løbere fuldførte løbet.

Organiseringen af løbet var udsat for kritik. Ruten var dårligt afmærket, og det skete i mange tilfælde, at deltagerne løb forkert og måtte løbe tilbage til et kendt punkt. Kontrollen af løbernes ruter var nærmest ikke eksisterende, og mange steder var løberne blandet med almindelig trafik.

Franskmanden Georges Touquet-Daunis førte i den første halvdel af løbet. Undervejs stoppede han op ved en café, hvor han drak et par øl og besluttede, at det var for varmt at løbe videre. Omkring halvvejs i løbet gik en anden franskmand, 22-årige Michel Theato i spidsen, og han holdt sin føring frem til målstregen, hvor han vandt løbet i en tid på knap tre timer. Theatos landsmand Emile Champion blev nummer to nogle minutter efter Theato, og svenskeren Ernst Fast kom ind som nummer tre omkring 40 minutter efter Theato [5].

Result Marathon M - Paris 1900 ⮞

Den amerikanske favorit Arthur Newton, der sluttede som nummer fem, hævdede efter løbet, at han ude på ruten havde passeret alle andre, inklusive Theato, hvorfor han mente at have vundet løbet. De amerikanske argumenter var, at Theato havde været bud for et bageri, og at han derfor havde et indgående kendskab til Paris’ gadenet. Man mente, at han måtte have benyttet en ukendt genvej. Hvordan skulle han ellers kunne komme i mål over en time før den kendte amerikaner?

Løbets resultat blev dog ikke ændret, og Michel Theato var olympisk mester. I 1990’erne fandt olympiske historikere ud af, at han var født i Luxembourg, men guldmedaljen tilskrives dog sædvanligvis Frankrig.

Fra den længste løbedistance til en af de korteste. Tyve atleter stillede til start i 100 m løbet på græsbanen i Boulogne-skoven. På forhånd var USA’s Arthur Duffey klar favorit på strækningen. Han havde ugen før OL besejret de øvrige amerikanske OL-deltagere ved en konkurrence i London. Duffey var i særklasse tidens hurtigste starter, og han viste da også straks stor styrke ved at vinde det første af de seks indledende heats i ny olympisk rekord.

De amerikanske løbere havde aldrig før konkurreret på en græsbane, men dette forhindrede dog ikke, at Frank Jarvis i det tredje af de indledende heats kunne tangere belgieren Emile de Re’s bestående verdensrekord på 10,8 sek. fra 1893. I finalen var Arthur Duffey som ventet hurtigst fra start og tilsyneladende godt på vej til en sejr, da han pludseligt midt i løbet faldt om ramt af en skade i venstre ben. I stedet gik sejren til Jarvis en god halv meter foran landsmanden Walter Tewksbury.

Result 100 m M - Atletik Paris 1900 ⮞

I 1902, to år efter de olympiske lege i Paris, løb Arthur Duffey 100 yards på 9,6 sek. og satte dermed en verdensrekord, der stod i 24 år, men på højden af hans karriere glippede OL-guldet.

Svømning i Seinen - medstrøms

Svømmekonkurrencerne ved OL i Paris blev gennemført midt i august på en godt fem km lang, afmærket del af Seinen. Der var syv discipliner på programmet, og der mødte deltagere op fra tolv lande [6].

Der blev konkurreret i tre discipliner i fri stil over henholdsvis 200 m, 1000 m og 4000 m, den længste svømmedistance ved OL nogensinde indtil 2008, hvor der var en 10 km havkapsvømning på programmet ved OL i Beijing. De tre discipliner blev vundet af australieren Frederic Lane, der vandt 200 m, og briten John Jarvis, der vandt både 1000 m og 4000 m. På 1000 m oplevede man det specielle, at franskmanden Jules Verbecke vandt sit indledende heat med en afstand på næsten syv minutter(!) til nummer to. I finalen blev Verbecke dog kun nummer otte.

Resultat 1000 m fristil M - Svømning Paris 1900 ⮞

Den 28-årige John Jarvis var på forhånd favorit til at vinde de lange løb i Paris. I de foregående år havde han fra omkring 1897 været Storbritanniens bedste svømmer på de længere distancer, og han havde vundet de nationale mesterskaber flere gange på næsten alle distancer over 440 yards.

I svømningen blev der generelt opnået meget hurtige tider – et forhold der hovedsageligt hang sammen med, at svømmekonkurrencerne blev afholdt i Seinen, og at man svømmede med strømmen.

Svømmeprogrammet i Paris omfattede også tre mere usædvanlige discipliner. Den for nutiden mest mærkelige var nok 200 m forhindringssvømning, hvor deltagerne bl.a. skulle klatre over en pæl, kravle over en række af sejlbåde og svømme under en anden række af både. Konkurrencen blev vundet af Frederic Lane fra Australien.

En anden af konkurrencerne i Paris var undervandssvømning, hvor man fik point, dels for hvor længe man kunne holde sig under vandet, dels for hvor langt man nåede frem. Denne konkurrence blev vundet af de to franskmænd Charles de Vendeville og Andre Six. Flere kilder nævner dog, at danskeren Peder Lykkeberg var den bedste, men han havde svært ved at holde retning og svømmede nærmest i cirkel. Da man målte distancen som en lige linje, blev Lykkeberg kun nummer tre efter de to franskmænd.

Resultat Undervandssvømning M - Svømning Paris 1900 ⮞

Endelig blev der afholdt en holdsvømning, som ikke blev afviklet som et stafetløb, men hvor resultatet blev opgjort efter de enkelte svømmeres individuelle placering og tider i fire heats. Her gik sejren til et tysk hold foran tre franske hold.

I de første dage af det olympiske svømmestævne blev der afholdt en turnering i vandpolo. Kampene blev spillet i et bassin i Seinen, og der deltog syv hold fra fire lande. Turneringen blev vundet af det britiske hold fra Osborne Swimming Club i Manchester [7].

Den ukendte olympiske mester og olympisk debut for fodbold

Konkurrencerne i roning bestod af fire discipliner, singlesculler, toer med styrmand, firer med styrmand og otter. Konkurrencerne blev afviklet på Seinen i august måned.

En af den olympiske histories mystiske hændelser fandt sted ved rokonkurrencerne i Paris. Det hollandske par i toer med styrmand, Francois Brandt og Roelof Klein, ønskede at udskifte deres styrmand inden finalen, da man mente, at den oprindelige styrmand vejede for meget. Hollænderne fandt derfor en fransk dreng, der herefter var med på holdet i finalen, hvor hollænderne vandt. Den franske dreng deltog i sejrsceremonien og blev også fotograferet sammen med de to hollændere, men herefter forsvandt han ud af historien. Gennem årtier har olympiske historikere uden held prøvet at bestemme drengens identitet. Han er formentlig den yngste olympiske mester i historien som deltager på den hollandsk-franske toer med styrmand.

Resultat Toer med styrmand M - Roning Paris 1900 ⮞

Andre mærkværdigheder fandt sted i firer med styrmand. Her fik løbsledelsen gennem en række besynderlige dispositioner rodet sig ud i at afholde to officielle finaler, der blev vundet af henholdsvis et tysk og et fransk mandskab. Begge finaler er af eftertiden anerkendt som legale olympiske mesterskaber.

Som det var tilfældet med roningen, havde også fodbolden olympisk debut ved legene i Paris. Der deltog tre hold i turneringen, et britisk hold, et fransk hold og et belgisk hold.

At tale om en “turnering” er vel en overdrivelse, for der blev kun spillet to kampe i oktober måned. I den første vandt Storbritannien 4-0 over Frankrig, og tre dage senere vandt Frankrig 6-2 over Belgien. På grundlag heraf fastsatte man rækkefølgen, således at Storbritannien blev nummer et, Frankrig nummer to og Belgien nummer tre. Det sejrende britiske hold kom fra Upton Park Football Club. Det belgiske hold var sammensat af spillere fra flere belgiske universiteter.

Nye idrætsgrene - med usikker olympisk identitet

Udover de i det foregående nævnte, var en række idrætsgrene i Paris med ved OL for første gang. Det gælder basque pelota, bueskydning, cricket, croquet, golf, polo, ridning, rugby, sejlsport og tovtrækning. Tre af disse idrætsgrene, basque pelota, cricket og croquet, var kun med ved OL denne ene gang.

Den 2. oktober 1900 stillede tolv mænd fra USA, Storbritannien og Frankrig til start på Compiegne Golf Clubs baner nord for Paris for at afgøre det olympiske mesterskab i golf ved en match over 36 huller. Dagen efter gennemførte ti kvinder en tilsvarende match over ni huller. Begge konkurrencer blev vundet af amerikanere, mændenes turnering af Charles Sands og kvindernes af Margaret Abbott. Der var næppe nogen af de deltagende atleter, der opfattede, at de deltog i et olympisk arrangement, men de to golfturneringer er af IOC og alle førende olympiske historikere i eftertiden blevet anerkendt som olympiske.

Resultat Golf K - Paris 1900 ⮞

Resultat Golf M - Paris 1900 ⮞

Bueskydning var en af de idrætsgrene, hvor man kunne overveje, om der i Paris overhovedet er tale om en olympisk idrætsgren. Der blev skudt i et utal af discipliner, og flere tusinde mennesker deltog. Der var stort set udelukkende franskmænd til start, dog var flere discipliner åbne for udenlandsk deltagelse, og i de tilgængelige kilder anerkendes et mindre antal discipliner almindeligvis som olympiske.

Også i polo kan der være tvivl om, hvad der egentlig var olympisk. I den lange OL-peride var der flere parallelle poloturneringer i Paris, men den, der almindeligvis anerkendes som olympisk, foregik i Boulogne-skoven i slutningen af maj. Her deltog der fire blandede hold med atleter fra Storbritannien, Frankrig, USA og Mexico. Polo var efterfølgende med ved OL flere gange frem til 1936, hvorefter idrætsgrenen faldt ud af det olympiske program.

Sejlsporten skulle have været på programmet ved de første olympiske lege i Athen i 1896, men dette måtte opgives på grund af de dårlige vejrforhold i Piræus-bugten. I Paris blev der sejlet med udgangspunkt i Le Havre. En række olympiske historikere anser dog sejladserne i 1900 for at være ikke-olympiske, idet de blev afviklet under vilkår, der normalt ikke er foreneligt med det olympiske, som fx professionalisme, pengepræmier og handicaps. Andre historikere anser dog omkring ti discipliner for at være olympiske. I øvrigt er sejladsernes resultater, deltagere osv. kun sparsomt beskrevet i kilderne.

Tovtrækning var en olympisk idrætsgren i perioden 1900-1920, hvorefter idrætsgrenen forsvandt fra det olympiske program. I Paris blev konkurrencen vundet af et kombineret dansk/svensk hold. Oprindeligt var kun to hold anmeldt, Frankrig og USA. USA trak sig imidlertid, da konkurrencen kolliderede med andre opgaver for atleterne, hvorefter Danmark og Sverige fik sammensat et “nordisk hold” bestående af tre personer fra hvert land. Dette sammenbragte hold var stærkt nok til uden det store besvær at besejre Frankrig over to omgange [8].

Flest medaljer til værtsnationen

Som tidligere nævnt, er der mellem olympiske historikere uenighed om, hvilke konkurrencer i Paris, der var olympiske, og hvilke, der ikke var. Ved at sammenholde forskellige kilder kan man nå frem til som et rimeligt bud, at der i Paris blev konkurreret i 85 olympiske discipliner inden for 17 idrætsgrene. I forhold til de første lege i 1896 var der ti nye idrætsgrene på programmet. Til gengæld var brydning og vægtløftning taget af det olympiske program.

Mere end 300 atleter og 27 nationer opnåede placeringer blandt de tre bedste, svarende til eftertidens guld-, sølv- og bronzemedaljer. Værtsnationen Frankrig opnåede 102 placeringer blandt de tre bedste, herunder 26 førstepladser. USA opnåede 19 førstepladser og Storbritannien 15 førstepladser.

Den amerikanske atletikstjerne Alvin Kraenzlein blev legenes mest vindende atlet med fire førstepladser. Herefter fulgte den schweiziske skytte Konrad Stäheli og den amerikanske atletikudøver Raymond Ewry med tre førstepladser.

Der blev aldrig afholdt nogen egentlig åbningsceremoni for legene i Paris, og legene sluttede i al ubemærkethed den 28. oktober uden nogen officiel markering.