Sommer OL i Amsterdam 1928

Hollænderne byggede et nyt stort stadion med en tilskuerkapacitet på 33.000 til de olympiske lege. Løbebanens længde var 400 m, der herefter blev standard for de efterfølgende olympiske arenaer. En nyskabelse var en stor resultattavle på stadion.

Nyskabelserne fortsatte under åbningsceremonien den 17. maj. Her tændte man for første gang den olympiske ild, der brændte over stadion i hele OL-perioden. Der blev også for første gang ved OL sluppet hvide duer løs ved åbningsceremonien som et symbol på fred under OL. Begge tiltag har efter 1928 været en fast del af ceremoniellet ved åbningen af olympiske lege, dog er de levende duer ved de seneste olympiske arrangementer af dyrevelfærdsmæssige årsager erstattet af andre fredssymboler.

Ved åbningsceremonien var det også første gang, at det græske hold gik først ind på stadion i nationernes indmarch. Holland gik ind som sidste nation. Dette princip, Grækenland først og værtsnationen sidst, har lige siden været en fast regel ved de olympiske åbningsceremonier.

Selve den formelle åbning af legene i Amsterdam blev i dronning Wilhelminas fravær foretaget af hendes gemal, prins Hendrik.

Legene i Amsterdam havde deltagelse af ca. 3020 idrætsudøvere fra 46 lande - stort set uændret tilslutning i forhold til legene i Paris fire år tidligere. Panama, Malta og Rhodesia stillede op ved OL for første gang. Tyskland havde ikke været inviteret i 1920 og 1924, men nu var tyskerne med igen med et stærkt hold.

Det olympiske program i Amsterdam omfattede konkurrencer i 110 discipliner inden for 16 idrætsgrene. I forhold til legene i Paris fire år tidligere var fire idrætsgrene - polo, rugby, skydning og tennis - taget af programmet, mens hockey på ny blev olympisk idrætsgren.

De olympiske lege I Amsterdam 1908 blev gennemført i en atmosfære af fred og harmoni forud for en periode på 20 år med økonomisk usikkerhed og krige. Måske er det bedste billede på stemningen ved legene den efterhånden legendariske hændelse i en kvartfinale i singlesculler i roning, hvor den førende roer, australieren Henry Pearce, midt i løbet holdt op med at ro for at lade en andefamilie passere foran sin båd. Henry Pearce vandt senere guld i singlesculler.

Atleter fra 28 forskellige lande vandt guldmedaljer i Amsterdam. Det var en rekord, der skulle vare i 40 år.

I Amsterdam fik kvinderne endelig lov til at deltage i atletik, hvilket i sig selv fordoblede antallet af kvindelige deltagere ved OL i forhold til tidligere. Det var kun modstræbende, at IOC gik med til, at der kunne afvikles fem atletikdiscipliner for kvinder. Da flere af finaledeltagerne på 800 m distancen brød sammen i udmattelse efter løbet, gav det modstanderne mod kvindernes deltagelse gode kort på hånden. Den nye præsident for IOC, belgieren Henri de Baillet-Latour, foreslog at alle kvindediscipliner skulle fjernes fra det olympiske program. Så galt gik det dog ikke, men det skulle vare hele 32 år frem til OL i Rom 1960, før kvinderne igen fik lov at løbe længere ned 200 m ved OL.

Ved OL i Amsterdam var det første gang, at atleter fra Asien vandt guldmedaljer ved OL. Mikio Oda fra Japan vandt guld i trespring, og i svømmebassinet sejrede en anden japaner, Yoshiuki Tsuruta, i 200 m brystsvømning. Endelig vandt Indien guld i hockey, hvilket skulle blive begyndelse på en imponerende sejrsrække. Frem til OL i Rom 1960 vandt Indien seks guldmedaljer i rækkefølge i hockey.

I fægtning indledte Ungarn med sin guldmedalje i mændenes holdkonkurrence i sabel en imponerende sejrsrække på syv guldmedaljer i rækkefølge.

To atleter af royal herkomst vandt guld i Amsterdam. Kronprins Olav af Norge var en del af mandskabet i den norske båd, der i sejlsportskonkurrencerne vandt guld i 6 meter klassen. Han blev senere sit lands konge i 34 år frem til 1991. Og Storbritanniens Lord Burghley, senere markis af Exeter, vandt guld i 400 m hækkeløb. Han blev senere parlamentsmedlem og var hele sit liv en markant skikkelse i den olympiske bevægelse, dels som medlem af IOC gennem 45 år, dels som formand for den internationale atletikunion IAAF gennem 30 år. Han var også formand for den britiske organisationskommite ved OL i London 1948.

Som ved de foregående tre olympiske lege blev USA mest vindende nation. Herefter fulgte Tyskland, Finland, Sverige og Italien.