Atletik ved OL i Atlanta 1996
100 m M

Konkurrencens indledende heats og kvartfinaler blev afviklet den 26. juli med semifinaler og finale dagen efter.

De 12 indledende heats var ren parade for favoritterne, men i aftenens kvartfinaler blev grebet strammet en smule med tiden 9,93 til Fredericks i 3. heat og 9,95 til Boldon i 1. heat. Fra kvartfinalerne bemærkede man sig endvidere, at den olympiske mester fra 1992, Storbritanniens Linford Christie, i en alder af 36 år kunne vinde sit heat i en tid på 10,03. Semifinalerne holdt høj klasse. Frank Fredericks vandt den første overlegent i tiden 9,94 i let modvind foran Donovan Bailey, som avancerede stærkt gennem feltet efter en dårlig start. USA's Mike Marsh og Jamaicas Michael Green tog de to sidste finalepladser. I den anden semifinale viste Ato Boldon påny sin store klasse ved at vinde i tiden 9,93 foran Dennis Mitchell i 10,00. Linford Christie så mindre imponerende ud, men blev dog treer foran Davidson Ezinwa fra Nigeria, der tog den sidste finaleplads. Blandt de udslagne noterede man sig sig Canadas sølvvinder fra verdensmesterskaberne i 1995, Bruny Surin, og USA's Jon Drummond.

Den olympiske 100 m finale blev som vanlig et spændingsfyldt drama. Det hele begyndte nervøst med en tyvstart af Linford Christie i første startforsøg. I andet forsøg skød starteren feltet tilbage sent, og Boldon blev noteret for tyvstarten. Også i tredie startforsøg blev feltet skudt tilbage, og der gik et sus gennem Atlanta County Stadium, da tyvstarten blev noteret på Christie. Den forsvarende olympiske mester var dermed diskvalificeret og ude af stand til at forsvare sin titel fra Barcelona. Det tog lang tid, inden man fik Christie til at acceptere afgørelsen og forlade banen. Stemningen var nu højspændt, men i fjerde forsøg lykkedes det at få feltet af sted. Mittchell, Fredericks og Boldon kom hurtigst fra start, men allerede ved 30 m var Bailey på linie, og herefter var der aldrig tvivl om resultatet. Donovan Bailey vandt klart foran Frank Fredericks og Ato Boldon.

Tiderne blev som ventet fremragende. Baileys 9,84 var ny verdensrekord, og de første fire i finalen blev noteret for tider under 10 sekunder.

For Canada var Donovan Baileys olympiske sejr en længe ønsket oprejsning efter skandalen i Seoul i 1988, hvor hans landsmand Ben Johnson først sejrede i 100 m finalen i en sublim verdensrekordtid på 9,78 for derefter den næste dag at blive afsløret som gemen dopingsnyder. Baileys sejr var iøvrigt Canadas anden olympiske guldmedalje på 100 m, idet Percy Williams vandt distancen i 1928 i Amsterdam.