I ishockeyturneringen i Garmisch-Partenkirchen skabte det britiske hold sensation ved for første gang i legenes historie at fravriste Canada guldmedaljen.
De olympiske ishockeykampe blev spillet på to lokaliteter, dels på naturis på inderkredsen i skøjtebanen på Riessensee, en lille sø sydvest for Garmisch, dels på kunstis på Olympia-Kunsteisstadion, hvor også konkurrencerne i kunstskøjteløb blev afholdt. Olympia-Kunsteisstadion var et udendørs anlæg.
De 15 deltagende nationer var opdelt i fire puljer i den indledende runde. Herfra gik otte hold videre til to semifinalepuljer, hvorfra de fire bedste hold kvalificerede sig til den afsluttende finalepulje. Reglerne var udformet således, at indbyrdes resultater fra tidligere runder blev overført til efterfølgende puljer.
Denne sidste regel fik måske indflydelse på medaljefordelingen i turneringen. I semifinalepuljen tabte Canada 2-1 til Storbritannien, et resultat der efter reglerne gik videre til finalepuljen. Her lykkedes det for briterne at vinde puljen og dermed at blive olympiske mestre foran Canada, der måtte nøjes med sølvmedaljerne.
Dette bragte canadierne i oprør. De hævdede, at de ikke var bekendte med den pågældende regel og var stærkt utilfredse med fremgangsmåden. Intet blev dog ændret og medaljerækkefølgen, guld til Storbritannien, sølv til Canada og bronze til USA, stod ved magt. |