Indiens imponerende sejrsrække i hockey sluttede ved de olympiske lege i Mexico City. Siden legene i Amsterdam 1928 havde Indien haft et sikkert monopol på det olympiske hockeyguld, dog med en enkelt undtagelse i 1960, hvor Indien tabte 1-0 til Pakistan i finalen. Det havde dog været tydeligt ved de to seneste olympiske hockeyturneringer, at afstanden mellem Indien og de næstbedste efterhånden var mindsket betydeligt.
Indiens problemer begyndte allerede i den indledende runde. Her tabte inderne med 2-1 til New Zealand. Det var første gang i olympisk sammenhæng, at Indien slap mere end et enkelt mål ind. I en anden indledende kamp mod Japan var stillingen 0-0 langt hen i kampen, da Indien fik tilkendt et straffeslag. Det blev de japanske spillere så oprørte over, at de forlod bane og nægtede at spille kampen færdig. Indien blev så dømt som vinder med 5-0. I semifinalen tabte Indien 2-1 til Australien, og dermed var Indien for første gang i sin olympiske deltagelse ikke part i finalen. Holdet fik dog medaljer ved at vinde kampen om bronzemedaljerne med 2-1 over Vesttyskland.
I finalen mødtes i stedet Australien og Pakistan, der havde vundet knebent over Vesttyskland i semifinalen. I finalen kom Pakistan foran 1-0, men ti minutter inde i kampens anden halvdel udlignede Brian Glenncross for Australien. I kampens 56. minut scorede Muhammad Asad Malik så for Pakistan, der dermed kunne modtage guldmedaljerne efter en finalesejr på 2-1.
I kampen om turneringens femteplads blev der sat en særegen uofficiel olympisk rekord, da Holland og Spanien måtte ud i ti gange forlænget spilletid, før hollænderne kunne sikre sig en sejr på 1-0. I alt varede kampen 145 minutter. |